Kære Alle

Danmarks første Te-festival på MAD i Aarhus

Dansk Tesammenslutning lancerer samarbejde mellem flere af landets førende tehandlere på MAD-messe i Ridehuset i Aarhus 16-18 oktober 2015

Danmark får nu sin første Te-festival, hvor de besøgende kan få et indblik i teens verden og deltage i en spændende te- og gedeostesmagning, som afholdes i forbindelse med MAD-messen i Ridehuset 16-18 oktober 2015. MAD står for Mit Autentiske Danmark og finder sted ganske få dage efter, at historiker Annette Hoff fra Den Gamle By i Aarhus har lanceret bogen “Den Danske Tehistorie”, som blandt andet illustrerer Danmark som en te-drikker-nation.

Danmark er en tedrikkernation

Interessen for te er støt stigende og i de seneste år er flere og bedre teer blevet tilgængelige for kvalitetsbevidste tedrikkere i hele landet. Denne positive udvikling ønsker Dansk Tesammenslutning at bakke op ved at præsentere eksklusive teer for messens deltagere, og i tråd med messens fokus på mad og kvalitet vil der blive serveret teer, som udemærker sig ved at være gode sammen med mad. Foruden at drikke te, får besøgende på MAD muligheden for at høre om ”Den Danske Tehistorie”, som også er titlen på en helt ny bog fra historiker Annette Hoff fra Den Gamle By. Denne 350-årige fortælling går gennem præstegårde, tekopper, krig og kriser, hippier og kinesiske teer.

Derudover afholdes japanske te-ceremonier, hvor den stille og karakterfyldte stemning vil danne en god ramme for nydelsen af te. Har man overværet en japansk teceremoni vil man erfare, hvordan te kan skabe rum for fordybelse.

TE og GED – et perfekt par

Det er formanden for Dansk Tesammenslutning, Alexis Kaae, der sammen med ostehandleren Jens Lindbjerg fra Grand Fromage samt Dorthe Sørensen fra Tebstrup Gedeosteri står for te- og gedeostesmagningen på MAD. “Det er tilladt i dag at sætte mad og drikke sammen på utraditionelle måder og jeg var inspireret af et amerikansk tidsskrift, som beskrev de særlige smagsoplevelser en ren kinesisk te kan give sammen med gedeost. Jeg blev lidt nysgerrig og vi besluttede derfor i Dansk Tesammenslutning at prøve det af.” Så Alexis Kaae sidder i dag med et par håndfulde forskellige gedeoste, som skal parres med en te til MAD og give de besøgende en enestående smagsoplevelse.

Dansk Tesammenslutning består af Danmarks førende tehandlere, en række firmaer og enkeltpersoner, som deler interessen for te. Foreningens mål er at støtte op om initiativer, der bidrager med information og inspiration omkring te, få viden om teens natur- og kulturhistorie, dens mange typer og produktionsformer og endelig forskellige teers helbredsmæssige og smagsmæssige kvaliteter. Programmet for Dansk Tesammenslutning på MAD er følgende:

Fredag 16 oktober: Japansk Teceremoni kl 14:00, 15:00, 16:00 & 17:00.
Prisen for at deltage i ceremonien er kr. 50,00 pr. person

Lørdag 17 oktober: Den Danske Tehistorie, oplæg og signering af bøger med Annette Hoff

Søndag 18 oktober: Te- og gedeost: eksklusiv smagning Kl. 10:00-16:00

Scener fra japansk teceremoni under åbningen af Dansk Tesammenslutning i Ridehuset i Aarhus, oktober 2014

Scener fra japansk teceremoni under åbningen af Dansk Tesammenslutning

i Ridehuset i Aarhus, oktober 2014