Te og sundhed: Antioxidanter

Mange tedrikkere interesseret sig ikke kun for te som et nydelsesmiddel, men i høj også for dens sundhedsfremmende virkning. Der er skrevet og sagt meget de seneste år om te og sundhed, herunder ikke mindst i marketingssammenhæng og folkemunde. Det er derfor ikke underligt, hvis mange forbrugere er i vildrede over, hvad der er myte, og hvad der er fakta. Mange undersøgelser har vist, at te har flere gavnlige egenskaber, men forskerne strides stadig om præcis, hvad det er, som te gør for sundheden, og hvordan. Nogle ting er man dog blevet forholdsvis enige om. I denne artikel vil vi forsøge at kigge nærmere på teens sundhedsmæssige egenskaber i forhold til de såkaldte antioxidanter og disses indvirkning på kræft og hjertekarsygdomme, som er det, der er blevet forsket mest i inden for te.

Hvor har vi vores viden om teens virkninger fra?

Der er publiceret mange videnskabelige undersøgelser om de aktive stoffer i te, der tilskrives sundhedsfremmende egenskaber. De fleste af disse undersøgelser er observerende undersøgelser, det vil sige, at de fortæller noget om sammenhænge mellem tedrikning og sygdomsrisiko. Mange af disse undersøgelser konkluderer, at te kan forebygge nogle sygdomme. Det er dog visse forbehold med denne form for undersøgelser.

Observerende undersøgelser siger kun noget om sammenhænge – ikke beviselige årsagssammenhænge. Måske er det således ikke teen som sådan, der er årsagen til, at tedrikkere i nogle undersøgelser har lavere risiko for visse sygdomme Det kan være, at tedrikkere på andre områder lever anderledes end de, der ikke drikker te. Måske drikker tedrikkere også mindre alkohol eller har mindre stress, fordi de i en stresset verden og hverdag tager sig tid til at sidde og slappe af, når de drikker te?

Særligt hvis deltagerne kommer fra forskellige kulturer og er udsat for forskellige påvirkninger gennem deres livsstil, såsom forskellige madkulturer, bliver det kompliceret.   Når man taler sundhed, er der således mange andre faktorer, der spiller ind, og det er svært at isolere betydningen af te i observerende undersøgelser.  Jo flere tilgængelige informationer der er om forsøgspersonerne og deres livsstil samt kvaliteten af den te de indtager, jo mere korrekt bliver ens forskning dog også.

En anden mulighed er at lave kliniske forsøg, hvor man går systematisk til værks som i et laboratorium og bruger forsøgspersoner, der udsættes for forskellige behandlinger. De fleste forsøg om te og sundhed synes imidlertid at være dyreforsøg eller reagensglasforsøg. Disse bidrager også med data om nogle af teens mulige virkninger og mekanismer, men det er ikke sikkert, at denne viden kan overføres direkte fra dyr eller reagensglas til den menneskelige organisme, hvor der er mange komplekse kemiske processer på spil.

Derudover er der selvfølgelig lavet kemiske undersøgelser af nogle af de samme stoffer, der findes i te, såsom antioxidanter, bare i sammenhæng med andre typer fødevarer. Disse handler derfor ikke direkte om te, men set i lyset af, at netop te ifølge kemiske analyser har et højt indhold af antioxidanter, vil de også kunne tages i betragtning.

Det er antioxidanterne vi ved mest om i forhold til te, og det er dem der er ifølge Martin Kreutzer, ernæringskonsulent ved Institut for Human Ernæring på Københavns Universitet i Politiken kalder ”teens trumfkort”.  Antioxidanterne i te skulle ifølge nogle undersøgelser virke bedre end de mere velkendte antioxidanter såsom vitamin C og E.

Teens antioxidanter

Nyere artikler om te og sygdomsbekæmpelse kommer med nogle bud på, hvad te kan være godt for til bekæmpelse af lidelser.  Disse sygdomme og tilstande er blandt andre:

  • Åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme (her er der stærkest evidens)
  • Kræft
  • Immunforsvarsrelaterede sygdomme
  • Bakterieinfektioner
  • Nyresten
  • Huller i tænderne (te indeholder fluor, som man mener bekæmper disse)
  • Te påvirker muligvis bakteriefloraen i tarmkanalen, øger mængden af gavnlige og mindsker mængden af ikke-gavnlige bakterier.
  • Betændelsestilstande
  • Fedme
  • Diabetes

Meget tyder på, at det er de særlige kemikalier, der findes en relativt stor koncentration af i te, som er med til at bekæmpe flere af ovenstående, især kræft og hjertekarsygdomme. Te har således et meget højt indhold af en særlig gruppe af de såkaldte fytokemikalier.

Fytokemikalier er en fælles betegnelse for biologisk aktive stoffer i planter, der ikke er næringsstoffer i traditionel forstand (såsom sukker, fedt og proteiner), men som også kan påvirke organismen. Nogle af disse har sundhedsfremmende egenskaber. Indholdet af fytokemikalier antages at være en blandt flere årsager til, at frugt og grønt generelt beskytter mod blandt andet kræft og hjerte-kar-sygdomme.

Når vi taler bekæmpelse af livsstilssygdomme såsom hjerte-kar-sygdomme (og til dels kræft), så er det især en bestemt gruppe af antioxidanter kaldet polyphenolerne og undergruppen af disse, flavonoiderne, der er interessante, og det er også denne type af fytokemikalie, som indgår i te i større koncentrationer.

Flavonoider findes hovedsageligt i vegetabilske fødevarer. Flavonoiderne er også inddelt i yderligere undergrupper, og der findes ca. 4000 af dem i naturen. Disse omfatter blandt andre anthocyaner fundet i frugter, flavoner i frugter og grøntsager, flavonoler i frugt, grøntsager, te og vin, isoflavoner i soja og ikke mindst, de såkaldte catechiner i te og vin. Indholdet af flavonoiderne er større i te end i andre madvarer, og te skulle således være langt den største kilde til flavonoider i England, som jo er en særdeles tedrikkende nation.

Nogle af flavonoiderne giver frugt og grønt deres farve, andre deres smag. Når man drikker te, går flavonoiderne i forbindelse med bestemte proteiner i spyttet, og der kan derved opstå en bitter smag i munden. Denne tilskrives ofte garvesyre, som der dog, trods manges opfattelse, intet er af i te. Når man brygger te, kan en for høj vandtemperatur i forhold til det anbefalede ødelægge teens søde aminosyrer, og derfor fremhæves flavonoidernes bitre smag. Flavonoiderne kan desuden reagere med den kalk, der findes i vandet og kan komme til udtryk som de mørke rander på koppens eller kandens inderside, som kan være besværlig at vaske væk. Man kan derfor næsten ”se” sporene af flavonoiderne i te.

Den type flavonoider, der er mest af i te, er de farveløse catechiner (samt flavoner – navnene minder om hinanden og gør det lidt kompliceret at huske). Catechiner udgør en stor del af den tørre vægt af te (procentdelen varierer meget alt efter undersøgelse, men vi kan læse os frem til, at det ca. er mellem 50 % og 80 %) og udgør mere end halvdelen af flavonoiderne i grøn te.

De mest almindelige catechiner i grøn te er epicatechin-3-gallate, epigallocatechin og epicatechin. Den måske mest omtalte af catechinerne er nok epigallokatekin 3-gallate (også kaldet epigallocatechin gallat) bedre kendt som EGCG. Især denne type catechin er der fundet særligt positive egenskaber ved. Hertil kommer, at EGCG er billigt at udvinde, sikkert og bruge og meget tilgængeligt.

Der er 200-300 mg EGCG pr. kop, og ifølge USDA, USA’s øverste fødevaremyndighed, er der meget mere EGCG i te end produkter såsom vin og frugt, som ellers også har et højt indhold. Der er overordnet også mere EGCG i grøn te end i sort, fordi dette stof under oxideringen omdannes til andre stoffer såsom theaflaviner og thearubiginer, som ikke er lige så bitre. Derfor er sort te mildere i smagen. Disse stoffer er der i øvrigt også fundet sundhedsfremmende egenskaber ved, men EGCG er der forsket mest i, og derfor er det lettest at sige noget om dette med sikkerhed.

Forhold, der har at gøre med bladtype, påvirkning fra lys, fugtighed og varme under forarbejdningen samt tilberedningen af te, indvirker meget på indholdet EGCG i det færdige produkt. EGGG er et temmeligt ustabilt stof. Det øjeblik tebladet forarbejdes, ændres det kemiske indhold i bladet, og hvis teen ikke bliver opbevaret korrekt, forsvinder nogle af antioxidanterne.

Hvilken te har det højeste indhold af antioxidanter, er svært at sige noget om på grund af den store produktdiversitet. Men bladkvaliteten har en del at sige. Generelt set er der mere EGCG i yngre blade øverst på busken end i de ældre. Den optimale sundhedseffekt får man derfor ved at bruge hele, friske blade lavet af de tre yngste blade, eller et skud og to unge blade. Jo længere en te trækker, desto flere flavonoider vil den typisk indeholde.

 

Det skal siges, at kvaliteten af teen i øvrigt ikke hænger sammen med indholdet af catechiner, men når det kommer til hvide og grønne teer, så vil de gode af disse som regel også indeholder store mængder catechin. Det omvendte er dog ikke tilfældet. Et stort indhold af catechiner betyder ikke, at man har at gøre med en bedre te. For eksempel så har grøn te høstet om sommeren et højere indhold af catechiner, men smagen vurderes til at være mindre god end grønne teer høstet om foråret. Det er fordi, det er mængden af aminosyrer, især L-theanin, der er med til at afgøre, om vi har at gøre med en fin te. En god balance mellem de astringente catechiner og de sødmefyldte aminosyrer er i realiteten det, der giver en god smagsoplevelse. Hvis en te er god og indeholder meget L-theanin, så må den dog følgelig også indeholde temmelig meget catechin.

Der er lavet flest undersøgelser med om kemikalierne i grøn te, derfor det store fokus på catechiner. Selvom der tilsyneladende er flest catechiner i grøn te, så skal man dog nok ikke kun holde sig til grøn te. Studier viser, at antioxidantaktiviteten i kroppen topper 30-60 minutter efter indtagelse af alt mellem 1-6 kopper te. Selvom indholdet af catechiner var højere ved indtagelse af grøn te i forhold til sort, så viste antioxidantaktiviteten sig som nogenlunde den samme. Dette kunne godt tyde på, at theaflaviner og thearubiginer, som jo kommer af catechinerne, har samme antioxidative potentiale. Det lader tilmed ikke til, at mælk tilsat teen påvirker denne aktivitet nævneværdigt.

Antioxidanterne og de frie radikaler

Flavonoiderne i te, dvs. catechinerne og flavonolerne men altså især EGCG, fungerer som effektive antioxidanter, og spiller en rolle i forsvaret mod de såkaldte frie radikaler som sættes i forbindelse med en række kroniske og alderdomsrelaterede sygdomme såsom kræft, hjertesygdomme, slagtilfælde, grå stær, gigt og Alzheimer.

Et frit radikal er et atom eller et molekyle, der har en eller flere uparrede elektroner i den yderste skal. I et kemisk stabilt molekyle cirkulerer elektronerne parvist rundt om kernen. Når der er frie uparrede elektroner til stede, bliver molekylet reaktivt og ustabilt. Det vil opsøge andre molekyler, som det enten afgiver en elektron til (det andet molekyle reduceres), eller det vil opfange et andet molekyles elektron (det andet molekyle oxideres).

De molekyler, der reduceres eller oxideres af frie radikaler, går enten til grunde eller bliver selv til frie radikaler, og dermed er en kædereaktion sat i gang. I kroppen er det de frie ilt-radikaler, der har den største betydning, og som vedvarende dannes i forbindelse med stofskiftets processer. De frie radikaler angriber mange elementer i kroppen, for eksempel DNA, proteiner, fedtstoffer, fedtsyrer og LDL-kolesterol. Frie radikaler kan altså sætte skadelige processer i gang, der i sidste ende menes at resultere i livsfarlige sygdomme.

Vi kender det også lidt fra køkkenet: Fedt, der oxideres, bliver harskt. Det er frie radikaler, der gør at kødet, vi spiser (og det fedt, der er på dette), bliver harskt, hvis det bliver liggende fremme. Det samme gælder for kolesterol, en type fedt, der i oxideret tilstand sætter sig i blodkarrene, og dermed kan medvirke til åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme.

Kroppen forsvarer sig mod de frie radikaler ved hjælp af antioxidanter, som udgøres af en række vitaminer, mineraler og plantekemikalier, som dem man finder i blandt andet te. Antioxidanterne fanger den frie elektron eller hele radikalet, så den ikke kan skade kroppens væv. Dette formindsker risikoen for blodpropper og hjertesygdomme og hjælper de celler, der beskytter indersiden af blodkarrene samt karrenes elastiske evner.

Overordnet kan man sige, at hvis der er for mange frie radikaler, er der mulighed for at disse kan ødelægge cellerne og fremkalde sygdom. Frie radikaler i små mængder har dog også gavnlige virkninger. De er blandt andet vigtige for, at cellerne kan kommunikere med hinanden og i forsvaret mod mikroorganismer. Det afgørende er derfor balancen mellem frie radikaler på den ene side og antioxidanter på den anden – eller snarere balancen mellem faktorer, der øger dannelsen af frie radikaler og faktorer, der giver antioxidanter.

Overskud af frie radikaler eller underskud af antioxidanter mistænkes for at være medvirkende årsag til en række sygdomme og symptomer:

  • Åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme
  • Visse kræftformer
  • Grå stær
  • Aldring
  • Alzheimer´s og Parkinson
  • Forstyrrelser i immunforsvaret
  • Forstyrrelser i hormonsystemet
  • Betændelsestilstande – f.eks. ledegigt

De frie radikaler er et naturligt produkt af cellernes processer. En række forskellige faktorer øger dannelsen af frie radikaler og dermed behovet for antioxidanter:

  • Forurening
  • UV-lys
  • Tobaksrygning
  • Sygdomstilstande

 

Antioxidanterne og kræft

Antioxidanterne i te er altså gavnlige til bekæmpelse af hjerte-kar-sygdomme En anden udbredt lidelse er kræft. Også her ser vi tilsyneladende antioxidanternes virkning. Antioxidanterne forhindrer inflammation og celleskade forårsaget af de frie radikaler, som ødelægger cellens DNA, og som er sat i forbindelse med forstadierne til kræft.

Mange undersøgelser peger tilmed på, at flavonoider, herunder specifikt EGCG, også i de senere stadier hæmmer kræftcellers vækst og overlevelsesevne via disses metastasedannelse og såkaldt angiogenese (dannelse af blodkar der forsyner kræftsvulster), hjælper til at forårsage apotose (celledød af kræftceller) og sænker celledannelseshastigheden ved at påvirke vigtige proteiner i cellecyklussen. Dette gør EGCG ved at påvirke cellernes interne kommunikation. Flavonoider øger udover dette tilsyneladende effekten af enzymer, der fremmer udskillelsen af kræftfremkaldende stoffer fra kroppen. EGCG virker især godt på kræftformer i lever, mave, hud, lunge, tyktarmen og bryst. Der mangler dog flere in vitro forsøg på dette område.

Kan man med sikkerhed sige noget om sammenhængen mellem te og sygdomsbekæmpelse?

Dyreeksperimentelle forsøg har vist, at flavonoider fra te kan øge LDL-kolesterolets modstandskraft mod oxidation, hvilket giver en sandsynlig biologisk forklaring på de observerede sammenhænge mellem te og risiko for hjerte-kar-sygdomme. Effekten er også vist i forsøg med mennesker. I et klinisk forsøg fra 1997 drak 14 forsøgspersoner 750 ml sort te om dagen i 4 uger. Efter de 4 uger var LDL blevet betydeligt mere modstandsdygtig mod oxidation hos gruppen, der havde drukket te, sammenlignet med kontrolgruppen.

Mange kliniske forsøg med mennesker har dog ikke været i stand til eftervise en beskyttende effekt af te mod oxidation af LDL-kolesterol. Ifølge disse studier er nogle ugers indtag af grøn eller sort te ikke i stand til at øge LDL-kolesterols modstandskraft mod oxidation betydeligt. Det udelukker dog ikke, at et langvarigt forbrug af te kan have en betydning.

Der er også andre biologiske faktorer, der er årsag til blodpropper end kolesterol, nemlig balancen mellem blodets størkningssystemer på den ene side og de blodpropopløsende systemer på den anden side. Dyreforsøg har vist, at flavonoider har gunstige virkninger på denne balance. Måske er denne balance i virkeligheden af større betydning end LDL-kolesterolet, som man ellers har rettet det meste fokus mod?

Nogle forskere mere, at de forskellige befolkningsundersøgelser af sammenhængene mellem te og sundhed viser samlet set, at tedrikning i højere grad er forbundet med nedsat risiko for hjerte-kar-sygdomme end for kræft, som det måske er endnu sværere at sige noget sikkert om. Det på trods af folk, der hævder at have sikre beviser for dette.

Grundlæggende kan vi altså sige, at det er svært at finde et endegyldigt svar på om, men især hvorledes te er godt for sundheden, måske er der nogle sammenhænge, vi slet ikke har fået øje på endnu. Observerende undersøgelser påviser en sammenhæng, men det er svært at påvise disse i kliniske forsøg.

En af forklaringerne på forskelle i forskningsresultaterne kan i øvrigt være, at visse befolkninger tilsætter mælk i teen, hvilket kan forstyrre sammenhængene – enten andet ved at mælk kan hæmme optagelsen af flavonoiderne i te, eller fordi mælk giver mættet fedt, der øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Hvis te i nogle befolkningsgrupper er forbundet med mælkefedt, eller måske meget sukkerindtag, bliver det vanskeligere at måle den isolerede sammenhæng mellem te og sygdomsrisici.

Te som kosttilskud

Der er mange beviser fra reagensglas- og dyreforsøg på, at for mange frie radikaler øger risikoen for sygdom og forfald, og at antioxidanter kan mindske skadevirkningerne af frie radikaler. Det er imidlertid uklart, hvordan man sikrer sig det mest optimale antioxidantforsvar med henblik på forebyggelse af sygdom. Kosttilskudsproducenter har gennem intensiv markedsføring overbevist en stor del af befolkningen om, at man skal indtage antioxidanter i høje doser som kosttilskud for at få den bedst mulige beskyttelse mod frie radikaler. En række forsøg har imidlertid ikke været i stand til at dokumentere, at antioxidanter som kosttilskud forebygger sygdom. Tværtimod synes antioxidanter i høje doser som kosttilskud (specielt beta-karoten) at øge risikoen for kræft hos nogle mennesker. Dokumentationen fra undersøgelser med mennesker peger på, at man kun får sundhedsmæssig gevinst fra antioxidanter, hvis man får dem fra mad- og drikkevarer med et naturligt højt indhold. Måske fordi de virker sammen med andre stoffer.

Flavonoider indtaget gennem frisk mad og drikkevarer kan derimod tilsyneladende beskytte LDL- kolesterol mod oxidation ved at holde de frie radikaler i skak, og dermed forebygge åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme. Måske kan så lidt som to kopper te om dagen tilføre kroppen et værdifuldt tilskud af antioxidanter, og det kan de fleste overkomme at indtage.

Sammenhængen mellem te og leverbetændelse

At nogle forbrugere er i tvivl om, hvorvidt te virkelig er sundt, skyldes ikke mindst sygdomstilfælde, som i danske medier sættes i forbindelse med grøn te. Ugeskrift for Læger, med læge Johan Rohde i front, beretter således i 2011 om et tilfælde af såkaldt toksisk hepatitis (almindeligt kendt som leverbetændelse), hos en kvindelig tedrikker, der havde forhøjet levertal. Kvinden havde drukket 4-6 kopper grøn te om dagen i henved et halvt år, og symptomerne forsvinder, da hun stopper med at drikke teproduktet, der er indkøbt i et dansk supermarked. Efterfølgende dukker et lignende tilfælde op i Storbritannien i september 2015, hvor en kvinde drikker grøn te for at opnå vægttab. Denne te er indkøbt over nettet fra Kina.

Efter at disse tilfælde blev beskrevet i den danske presse, har vi oplevet en vis forvirring, særligt med hensyn til grøn te, der ellers ofte uimodsagt bliver udråbt som mirakel-drik. Der er dog ikke noget, der tyder på, at man bør bekymre sig. Johan Rohde maner således til besindighed, idet han påpeger, at lidelsen er enormt sjælden. Udover at der i det engelske tilfælde så ud til at være tilsat vægttabsfremmende kemikalier til teen, så skal man tilsyneladende også være særligt disponeret for lidelsen. Reaktionen i leveren skyldes formentlig teens ellers roste kemiske hovedkomponent, den føromtalte EGCG. EGCG kan i sjældne tilfælde udløse en toksisk effekt hos visse personer, når den akkumuleres i leveren, og når den samtidig indtages på fastende hjerte – hvilket jo ofte er tilfældet, når folk er på slankekur. Lidelsen er dog uhyre sjælden, og det bør ikke afholde en fra at begive sig på opdagelse i teens helbredsfremmende verden.

Der er selvfølgelig også andre sundhedsfremmende stoffer i te udover flavonoider. I de kommende nyhedsbreve vil vi skrive mere om disse.