Sort te

Det meste te der drikkes i verden er den type, der kaldes sort te, især den type billigere såkaldt BOP, broken orange pekoe (traditionel kvalitets-nomenklatur, der siger noget om hvorvidt teen indeholder fine knopper, grovere blade eller helt fin såkaldt fannings fremkommet ved sorteringsprocessen), der ofte indgår i blandinger til teposer, indisk masala chai (krydderte) og i kulturer, der anvender samovar (blandt andre Rusland og Tyrkiet). Megen sort te er også CTC (cut/crush tear curl) er helt småtskåren te, som giver en kraftig, men også unuanceret drik god til teposer og mælke-te, og som oftest ikke besynges af te-entusiaster.

Sort te er en overordnet betegnelse for mange slags sort te, der laves i forskellige lande. Det meste te er blandinger af forskellige slags, herunder gamle kendisser som English Breakfast, som indeholder Assam, Kenya og Ceylon te. Te-blandere ved, at forbrugerne ofte er konservative, og kræver den samme smag år efter år, der passer til deres vaner. Sort te viste sig at være mere robust ved ikke at miste smagen, selv når den skulle transporteres over de lange afstande fra Kina og vestpå til Europa. Derfor blev denne te mere populær i Vesten end i Kina. Eksempler på klassikere inden for sort te er Dian Hong fra Yunnan i Kina, Keemun fra Anhui Provinsen, Darjeeling og Assam fra Indien og Ceylon te (nuværende Sri Lanka).

Sort te er næsten fuldt oxideret, deraf farven (ligesom et æble der bliver mørkt, når dets indre kommer i kontakt med luftens ilt). Processen for at lave sort te er som følger: Withering (bladets indhold af vand reduceres, og det bliver lettere af forarbejde), rulning (cellevæggene brydes og der gøres klar til oxidering), oxidering (kemisk reaktion med ilt, hvorved bladet bliver mørkt) og til slut tørring (vandindholdet reduceres indtil vi får det tørre produkt). I sjældne tilfælde (som med klassikeren Lapsang Souchong) tørret teen over røg fra fyrretræ.