Te-filosofi

Nogle te-entusiaster er interesseret i de rent sansemæssige egenskaber ved te, andre de dyrkningsmæssige aspekter eller de kommercielle implikationer der findes, når man skal importere og sælge te. Dertil kommer de mere filosofiske aspekter.

Med termen filosofi, mener vi de overvejelser, som forskellige personer og kulturer har gjort sig om te i forhold til begreber som eksistens, væren, æstetik, livsvalg og andre store spørgsmål om at være menneske. Her vil vi blot kradse i overfladen på og pege i retning af nogle af de mest toneangivende af slagsen. Der findes masser af litteratur på området, man kan gå i gang med. (Du kan også se under afsnittet med litteratur-anbefalinger.)

Tæt knyttet til begrebet hygge

Vi har selvfølgelig også vores egen tilgang. Som forening mener vi som udgangspunkt, at te skal være let tilgængelig, og alle skal kunne være med. For os hører te som udgangspunkt ikke ind under komplicerede eller elitære sysler. Det er et element af hverdagen, der er enkelt, praktisk og egalitært. Dette er jo egentlig også i tråd med den skandinaviske kultur, vi udspringer af. Med dette udgangspunkt kan man så dykke ned i de mere komplicerede ritualer, som nogle af vores medlemmer gør, når de laver forskellige ceremonier.

Derudover mener vi også, at te er tæt knyttet til begrebet hygge. Te skal gerne drikkes under lune og rolige omstændigheder, hvad enten det er i samvær med andre eller, måske oftest, bare sig selv. Vores danske kulturbaggrund har tilsyneladende smittet af på denne opfattelse.

Kinesisk te-filosofi

For kinesere er te mere end bare en drik. Det er en del af deres nationale identitet (og identitets-konstruktion), deres økonomi, poesi, arbejdsliv, deres dagligdag og deres festligholdelser. Hver en periode i kinesisk historie har haft et bestemt forhold til te, og hver etnisk gruppe i Kina har sine te-ritualer. For kinesere er te symbolet på selve livet.

Meget af kinesisk filosofi omkring te handler om naturlighed og tager udgangspunkt i daoismen: Tebusken tager energi fra naturen og de landskaber, den gror i, og forfines gennem forarbejdning. Alting på rette tidspunkt, og uden at drive ting frem med tvang. På samme måde er mennesker en del af naturen og bør efterleve dens regler, for at leve i flow. Denne tankegang lægger sig også opad tankegangen inden for tai chi.

Tebrygningens filosofi rækker også ind i konfucianismens teori om moralsk renselse ved 3 gange dagligt at udøve selv-refleksion: Vand til te skal være helt rent og redskabernes skulle vaskes og konstant holdes rent. Sådanne idéer var tungtvejende allerede før man kendte til bakterier og moderne hygiejne. Te skal altså brygges med samme disciplin, som konfucianismen foreskriver den enkelte i forhold til personlig dannelse.

Lu Yu, en kendt te-filosof, sagde, at forarbejdningen af teen var det mest essentielle element. Teen skulle forarbejdes og forædles på samme måde som jade, der bliver smukt af at blive slebet. På samme måde mildes og kloges folk også af livet.

De forskellige slags teer blev tilskrevet forskellige alderstrin. Grøn te er som teenagere: Uerfarne, umodne og simple. Den har en frisk, ren om end ikke kraftig smag. Unge mennesker er som liflig blomster-te, de har mange muligheder for at blomstre og dufte. Ældre mennesker er som puerh, de bliver bedre og bedre, og er fyldt med historier og nuancer, selvom de er tørre. Kinesisk te-filosofi er på denne måde karakteriseret ved at være fyldt med allegorier.

Helt fra begyndelsen var te-drikning forbundet med kontemplation og meditation, og klostrene oppe på bjergene dyrkede deres egen te, der skulle hjælpe buddhistiske munke med at få ro i sindet. Senere spredte te sig ud i samfundets øvre klasser og blev her en del af disses socialiseren. Også her blev te et symbol på fordybelse, og hvad man i dag vil kalde ”slowness-kulturen” (der bestemt ikke er et nyt fænomen).

Man har ikke altid drukket te, som vi gør i dag. I Tang-dynastiet (618-907 e.Kr.) kogte man stykker af afbrækkede te-kager i vand. I Song-dynastiet (960-1279 e.Kr) udviklede tekulturen sig meget, og særligt te-udstyr begyndte også at dukke op. I Song dynastiet forekom te i form af pressede grønne kager lidt a la sheng puer og blev produceret i Wuyi området. Disse tekager blev malet til pulver med en stenmølle og pisket til et hvidligt skum, – lidt som matcha i dag. Teen blev i første omgang serveret i skåle, som ellers blev brugt til vin. Senere foregik piskningen af te i de berømte Jian Zhan te-skåle (der ligner en moderne matcha-skål) i særlige konkurrencer, og kan siges at være en forløber for japansk te-ceremoni.

I Ming-dynastiet begyndte man at brygge te som løsblade, som vi kender det i dag. Omkring 1700-tallet begyndte kinesisk te-ceremoni, Gong Fu Cha, sandsynligvis at tage form (man har formodentlig haft noget tidligere, der lignede meget.) Gong Fu Cha er en måde at dyrke te på, der er præget at koncentration, elegance og naturlige og ”runde” (modsat japansk te-ceremonis mere stringente) bevægelser. Formålet er at kombinere nydelsen af teen med smukke omgivelser i en helhedsoplevelse.

Teklassikeren af Lu Yu

Teklassikeren, eller Chajing, som den hedder på kinesisk, er oprindeligt fra 763. Bogen var den første manual inden for te overhovedet, og tekulturens oprindelse i Kina kan som sådan ses som et resultat af bogens kodificering af tedrikning, og ikke omvendt.

Indtil forfatteren Lu Yu udgav sin bog udgjorde te oftest én ingrediens blandt flere i forskellige opkvikkende afkog, der også indeholdt ting som forårsløg eller mandarin-skræller. Dette var en praksis, som bestemt ikke behagede ham. Lu Yu gjorde den rene te til en drik, som folk kunne værdsætte i sig selv, samt banede vejen for temester-funktionens opståen. Han kendes derfor i dag som Kinas te-helgen.

Bogen udkom i Tang-dynastiet, midt i Kinas kunstnerisk mest sofistikerede guldalder, og teen endte følgeligt med ofte at blive herliggjort inden for poesien og i sociale anledninger hos den intellektuelle elite, hvor dens transcendente egenskaber blev fremhævet. Dette hang måske også sammen med, at Lu Yu, der levede en del af sit liv som munk, formåede at knytte teen an til spirituelle praksisser såsom daoismen og buddhismen. I øvrigt var det tilsyneladende også ham, der skulle have fundet på legenden om Ildkejseren Shennong, der opdagede drikken ved at teblade, som ved et guddommeligt tilfælde, faldt ned i hans gryde med kogende vand. Det er en legende, vi stadig fortæller som noget af det første i dag, når vi introducerer te.

Lu Yu var ikke kun dygtig til at lave narrativer, hans nøjagtige beskrivelser af de redskaber man skulle fremstille eller anskaffe sig for på ordentlig vis at brygge en dejlig kop te, illustrerer fint, hvor selvhjulpne folk (temestre) på det tidspunkt ideelt skulle være i forhold til alle processer af te-drikningen. Det mest fornøjelige aspekt ved bogen er nok, at man tydeligt fornemmer dette håndværksmæssige aspekt, samt at alle elementer såsom vandkvalitet, brændsel og farven på tekoppen anses for betydningsfulde aspekter for at opnå den fulde nydelse.

Lu Yu fremstår som en bestemt og perfektionistisk herre. Han angiver for eksempel, at mangler man (såfremt man er i en civiliseret by) ” […] blot et enkelt af sine 22 forskellige stykker te-udstyr, så må man hellere udelade det at lave te helt og aldeles!” Filosofien er, at kvaliteter såsom dygtighed, nøjagtighed og det at være tålmodig og selvhjulpen alle er nogle, som den korrekte håndtering af te fremmer.

Bogen er inddelt i tre dele. Første del beskriver de botaniske og produktionsmæssige aspekter, anden del beskriver udstyr og tredje del forklarer, hvordan man tilbereder te. Mange af disse tekniske overvejelser kan man selv gå i gang med at eksperimentere med, f.eks. forskellen på vand fra floder og kilder.

Chajing viser, at den kinesiske måde at gå til te på, egentlig var (og er) ret jordnær og funderet i praktiske ting til stede i naturen, meget lig daoismen. Lu Yu beskriver for eksempel, hvordan han vurderer te-vandets temperatur alt efter boblernes størrelse, som han sammenligner med ting som fiske- og krabbeøjne. Man skal huske på, at han jo ikke havde noget termometer.

Japansk te-filosofi

I 1187 rejste Myoan Eisai, en japansk præst til Kina for at studere filosofi og religion. Da han kom tilbage, stiftede han zenbuddhismen og byggede det første tempel inden for Rinzai-sekten. Eisai var den første i Japan til at bruge te i religiøse sammenhænge samt til at pulverisere den. Før ham blev den kun brugt til medicinsk brug. Det daværende Kamakura-shogunat støttede Eisai, og han skrev som den første i Japan en bog om te i 1211. Han omtalte te som et vidundermiddel i forhold til adskillige lidelser, hvilket kan forklare, årsagen til dens pludselige popularitet. I løbet af 1200-tallet vækkedes samuraiernes interesse for kinesisk te-ceremoni, idet de holdt af alt fra det kinesiske song-dynasti.

En nobel klasse kaldet Gekokujou under Muromachi-perioden (1336-1573) kendt for deres ekstravagante livsstil, begyndte også at holde tefester, Toucha, hvor folk smagte på mange teer. Traditionen med at drikke af samme kop stammer måske herfra. Te-ceremoniens elementer synes gennemgående at have adopteret dele fra forskellige sammenhænge, og er et slags ”kulturelt konglomerat”. I senere perioder inkorporeres også elementer fra tempel-arkitekturen, shoin, f.eks. tatami-måtter. Te-ceremonien bredte sig også langsomt ud i samfundet, fordi folk ville efterligne samuraier.

Japansk te-ceremoni

Japansk te-ceremoni kaldes Chanoyu, men er også som bredere begreb kendt som chadō (”the way of tea”). Den første til at etablere en fast chanoyu etikette med fokus på zen og te-drikning som mere intime sessioner i små rum var zen-præsten Murata Shukō (1423-1502 e.Kr.)

Chanoyu er kort beskrevet et strengt koreograferet ritual, hvor der serveres matcha akkompagneret af japanske søde sager (til at opveje det teens astringerende aspekt) under æstetisk kontemplation. Nogle gange serveres også op til flere retter kunstfærdigt udført mad (Keiseki), alt afhængig af kompleksiteten af det valgte ritual. Den særlige etikette skaber en form for roligt samvær mellem gæsterne og værten. Værten kommunikerer en masse ved sit valg af udstyr og dekoration, der skal passe til tema og årstid.

Der findes ikke én men flere typer Chanoyu. Den simpleste form for temae (måde at servere på) er kendt som Ryakubon. I denne form har man te og redskaber på en rund lak-bakke, og koger vand på en kedel over et kulbækken. Andre ceremonier tager form af picnic-ritualer i naturen. Fælles for dem alle typer er, at det mere handler om ritualets æstetik, de prædefinerede bevægelser, og hvad man kommunikerer med dem, end om selve teens organoleptiske kvaliteter.

Te-ceremonien er en øvelse ud i spirituel disciplin, men det er også en kunstform, der knytter bånd til andre kunstarter såsom blomsterarrangement og poesi. Man kan måske sige, at te-ceremonien udgør rammen for de forskellige kunstarters samspil i terummet. Tehusets simple design, zen-buddhistiske elementer, den omgivende have, tekoppens udseende og følelse i hånden, kalligrafien på væggen, blomsterarrangementet i alkoven (Tokonomaen), og nuets stilhed skal alle være i harmoni.

Chanoyu er et meget udbygget kompleks af tanker og praksisser, men det er også et fænomen, der sådan set har eksisteret i forskellige former siden 1100-tallet, hvor praksissen med det grønne te-pulver fra Kina introduceredes. (Grøn te som medicin har man dog kendt til i Japan siden 700-tallet.)

Te-filosofiske begreber inden for chadō

4 kernebegreber går igen i japansk te-ceremoni: Wa (harmoni), Kei (respekt), Sei (renhed) og Jaku (ro). Disse hænger sammen med aspekter af japansk kultur generelt.

Redskaber, der bruges under ceremonien, skal harmonere med hinanden, på samme måde som der er harmoni i naturen. Dette gælder for eksempel i farvevalg og tema (f.eks. årstiden). Det indre af tehuset er i harmoni med haven, og haven med den omgivende natur.

Respekt betyder, at gæsten skal respektere alle ting, uanset deres status og position. Således er man også nødt til fysisk at bukke sig, når man går gennem tehusets lave døråbing, Nijiriguchi, og alle sidder i Seiza sammen på tatami-måtterne.

Med renhed menes, at hverdagens genvordigheder og banaliteter ikke er i ens tanker, når man er i te-rummet. Tiden her er helliget samværet med de andre og det der foregår i rummet. På samme måde som sindet renses alle redskaber såsom chawan (te-skålen), natsume (te-beholderen), chashaku (te-skeen) og kensui (spildevandsskålen) af værten (teishu).

Når overstående 3 trin er gennemført opnår man jaku, ro.

Begreb wabi er af stor betydning for te-ceremonien. Wabi betyder at sætte pris på ting, der er simple og naturlige (modsat pompøse og ”civiliserede”). Ifølge denne forståelse skal te-rummet (chashitsu) fremstå uperfekt, rustikt og som det forekommer i naturen. Der er ingen unødvendige ting såsom møbler eller overflødigt nips. Der er kun lyden af vandet, duften af røgelsen og blomsten i vasen. Den eneste samtale er om udstyret.

Te-isme

En af de mest indflydelsesrige bøger om te er The Book of Tea af japaneren Okakura Kakuzō fra 1906. Bogen er tiltænkt et vestligt publikum, og blev endog udgivet på engelsk.  Bogen er et langt essay, der knytter chadō (oversat til te-isme, hvorfra termen kommer) til de æstetiske og kulturelle aspekter af livet i Japan såsom zen og taoisme. Den er en af de engelske klassikere inden for bøger om te. Den fortæller, hvordan te-isme har influeret almen japansk måde at tænke på, herunder begrebet simplicitet, som i dag er så gennemtrængende.

Filosoffen Heideggers koncept om Dasein i hans værk Sein und Zeit (“Væren og tid”) var tilsyneladende inspireret af Okakura Kakuzōs koncept om “being-in-the-worldness”, som han brugte til at beskrive den kinesiske filosof Zhuangzis filosofi. Zhuangzi (eller Chuang-tzu) levede i 300-tallet f.Kr. og er en af hovedfigurerne inden for klassisk daoisme.

Vi anbefaler alle te-entusiaster at læse denne bog. Lad os hermed slutte af med et kendt citat fra den, som vi bestemt kan tilslutte os:

Tea is more than an idealization of the form of drinking; it is a religion of the art of life.”