En smagsprøve på verdens te

Afrika

Te blev introduceret til Afrikanske lande i slutningen af 1800-tallet, og kontinentet er i dag samlet set verdens 4. største producent af te. Kenya alene er på tredjepladsen. I begyndelsen etableredes plantager i Malawi (1880erne) og Sydafrika (1903), med det primære formål at supplere englændernes forbrug. Senere begyndte tyskere at plante te på bjergsiderne af Mount Cameroun og i Tanzania. Mange lande har senere fulgt med, herunder: Kenya (den største producent), Uganda, Burundi, Mozambique, Rwanda, Zimbabwe, Etiopien, Congo, Mauritius, Zambia, Reunion, Madagaskar, Mali og Seychellerne. Afrikanske lande producerer mest sort CTC-te til eksport, men er godt i gang med at udvikle grand cru te, ligesom man nu særligt gør det i Kina, Japan, Nepal og Indien. Det gælder især Rwanda, Kenya og Burundi. I Asien er næsten alle teplukkere kvinder, men i Afrika plukker mænd også, fordi arbejderne ofte skal rejse langt hjemmefra for at plukke, hvilket ikke er socialt accepteret.
Mange lande, der ikke selv producerer te, har en stærk tradition for at drikke te. Det gælder især Marokko (hvor det kaldes touareg-te efter ørkenfolket), Egypten og Tunesien samt Senegal, Mauretanien og Gambia. I sidstnævnte lande foretrækkes importeret grøn te i gunpowder-stil (grøn te rullet til små faste kugler) tilsat mynte og rigeligt sukker. I Egypten foretrækkes sort te, shai, enten Koshary (let) and Saiidi (kraftigere) Te er så vigtigt for landet, at regeringen har egne teplantager i Kenya. I Mauritius og Kenya bliver sort te serveret med mælk og sukker på en måde, der minder om de tidligere britiske koloniherrers tekultur.
Af regionale specialiteter kan nævnes Somalias shaah, en blanding af sort te, sukker, kardemomme, ingefær, muskat, nelliker og kanel. Derudover er der Sydafrikas rooibos, der faktisk slet ikke er en te, men en urtedrik, – en tisane. I Etiopien, der er kendt for sin gode kaffe, drikker man te blandet med kaffe i en drik kaldet spreeze. I Libyen drikkes tredje runde te nogle gange med tilsætning af hele peanuts.

Bangladesh

Landet er verdens 10. største producent af te og har et udmærket klima for teproduktion, der hovedsageligt er placeret i den nordlige og østlige del af landet. Produktionen i Bangladesh stiger år for år og udgør 3 % af verdens produktion, og te er landets 2. vigtigste eksportafgrøde. Det var Det Britiske Ostindiske Kompagni, der startede med at anlægge plantager i Chittagong omkring 1840, hvor det nuværende Bangladesh var en del af det indiske område kaldet Bengalen. Bangladesh ligger for enden af den berømte Tea Horse Road, der fører til te-områderne i Yunnan i Kina. Te i Bangladesh drikkes ved enhver lejlighed. Det serveres fra gadeboder i små kopper af glas med hank. Nogle drikker sjovt nok af underkoppen, da den større overflade køler teen af. Man bruger ofte kondenseret mælk til at søde med.

Indien, Pakistan og Afghanistan

Selvom te nu er indernes nationaldrik, blev den introduceret så sent som 1800-tallet af briterne. I 1850 drak inderne ingen te, nu drikker de selv 80% af den te, der produceres i landet. The British East India Company stod bag etableringen af plantagerne. Indien er verdens andenstørste producent af te. Hovedparten af den te der dyrkes er sort. Dyrkning af grøn te blev introduceret i 1990erne, men er mest til eksport, ligesom de fineste teer fra Darjeeling og Assam er det. Inderne drikker te i form af chai, en blanding af te og krydderier tilsat masser af mælk og sukker. Især på togstationer er der mange såkaldte chai-wallah’er, der sælger te. De største teproducerende regioner er Darjeeling, Assam og Kangra i nord samt Nilgiri i syd. Nilgiri står for CTC-teer (Cut Tear Curl) af mere hverdagsagtig kvalitet. Mange plantager er store foretagender anlagt af briterne.
Te blev introduceret i Lahore i Pakistan under det britiske styre i 1800-tallet, og drikkes ved pauser i løbet af dagen. I Pakistan er både sort og grøn te populært, og kaldes henholdsvis sabz chai og kahwah. Den grønne te tilsættes safran, kanel, kardemomme, ingefær og af og til roser fra Kashmir eller andet. Den serveres med sukker eller honing samt knuste mandler eller valnødder. I Lahore og andre byer i Punjab er Kashmiri Chai (en variant af chai, der tilsættes himalaya-salt og derfor er lyserød) mere almindeligt. I den nordlige bjergrige del ved Chitral og Gilgit-Baltistan drikker man tibetansk-inspireret saltet te med smør. Små mængder dyrkes i Chinkiari, men Pakistan er en af de største importører af te i verden. I Afghanistan drikker man også kahwah brygget på samovar. Hver familie har deres egen opskrift.

Iran

Iran er verdens 9. største producent af te, og lokale drikker det meste selv. Dertil importeres også fra Indien og Afrika. Indtil slutningen af 1400-tallet var favoritdrikken kaffe, men med tiden blev der lettere adgang til te på grund af silkevejen til Kina, der gik over Iran. Særlige tehuse, chaikhanehs, var steder mænd kunne mødes og drikke te og spise sødt. Kvinderne drak te derhjemme.
Teherans første borgmester, Kashef Al Saltaneh, anlægger plantager i 1882 i Gilan i den nordvestlige del af landet ved det Kaspiske Hav med frø fra Indien. Han var tidligere ambassadør i Indien og vidste, at briterne ville holde viden om te-produktion hemmelig. Han udgav sig derfor for at være en fransk arbejder på plantagerne, og tog sin viden med hjem. Med sin status af diplomat undgik han bagagecheck på vej hjem. Te drikkes på samme måde som i Rusland og Tyrkiet, nemlig efter samovar-metoden, hvor forbryggede koncentrater kan fortyndes med vand alt efter ens ønsker. Dertil bruges små sukkerknalder, som placeres mellem tænderne, når man drikker, og nogle gange tilsættes også safran.

Japan

Te er helt central for flere dele af det japanske samfund. Te i form af Bancha (second flush af grøn sencha) og Hojicha (ristet grøn te) serveres på restauranter, gyokuro og sencha (dampede grønne teer) drikkes i venners lag. Matcha bruges i Cha No Yu, japansk teceremoni, og er her omdrejningspunktet for det zen-æstetiske ritual. O cha er betegnelsen for japansk grøn te mens ko cha er betegnelsen for udenlandske teer såsom Darjeeling, som importeres i stor stil. Plantagerne ligger i den sydlige del af landet, især på øerne Honshu og Kyshu. De vigtigste præfekturer er Shizuoka og Kagoshima samt Kyoto med byen Uji sydvest for kulturbyen som det fineste. Den hyppigst anvendte kultivar af tebusken er Yabukita. Kina anvender til sammenligning mange forskellige slags.

Kina

Kina er verdens største producent af te og for mange kinesere også en livsstil, cha dao. Ca. 35% af hvad der produceres i verden totalt set kommer herfra (Taiwans tal er inkluderet her). Kina forbruger 2/3 af, hvad de selv producerer. Den nationale favorit er grøn te (75% af hvad der drikkes), 20% er sort te og fermenterede teer (f.eks. puerh) og 5% er oolong. Hvid og gul te produceres i meget små mængder. Variationen af te-typer er med flere tusinde den største i verden, og byder på utallige typer terroir på grund af den store geografiske og klimatiske variation. Tedrikning er en integreret del af hverdagen. De fleste har et transportabelt bæger med blade, som de løbende hælder nyt vand over i løbet af dagen. Alternativt har folk de velkendte porcelænskrus med låg, f.eks. til møder på arbejde.

På tehuse og i mere kommerciel henseende i te-forretninger bruges den såkaldte gongfu cha, hvor teen brygges i små kander (gerne af yixing-ler) eller chawan/gaiwan, en lille te-bowle med låg. Teen drikkes uden sukker og mælk, men blomster-teer såsom Jasmin eller krysantemum er almindeligt. Tehusene forsvandt under Mao, fordi det var et sted for diskussion og unyttig fritid, men har fået en renæssance de seneste år, hvor den nye middelklasse efterspørger stadigt mere særegne teer. Nogle tehuse i Sichuan specialiserer sig i at servere te ved at jonglere med tekanderne på kunstnerisk vis. I Hong Kongs cha chaan teng-cafeer drikkes den berømte mælkete, der gøres blød og smidig ved at hælde den gennem tefiltre, der ligner silkestrømper (deref tilnavnet ”silk stocking milk tea”). Ellers drikkes jasminte og puerh under yum cha (spisning af dim sum), eller lemon tea. Produktionen af te i Kina er koncentreret omkring Fujian, Zhejiang, Hunan, Hubei og Anhui østpå samt Yunnan og Sichuan i syd.

Nepal

Nepal producerer mest sort te til te-poser, men omkring 1/6 af produktionen er grand cru te, som produceres i den østlige del af landet i Ilam samt især Dhankuta, der er kentegnet ved små producenter og te-haver beliggende i temmelig stor højde (1200-2200 m. over havets overflade). Te herfra eksporteres også lejlighedsvis til det nærliggende Indien, hvorfra det sælges videre som Darjeeling-te, da klimaet og høsttidspunkter her er meget lig hinanden.  I det sydlige flade område kaldet Terai er klimaet varmt og fugtigt. Her dyrkes sort te af CTC-typen (Cut Tear Curl).

Nepalesere drikker chiya, en sød mælke-te, men mange drikker også teen sort med en sjat citron. Der bor mange eksil-tibetanere i Nepal, og disse drikker såkaldt po cha, te lavet med yak-smør samt salt, der bliver blendet til en drik med samme konsistens som olie, og som er særligt god, når man bor i de kolde tørre bjerge i Himalaya eller på det Tibetanske Plateau.

Rusland, Sortehavet, Det Kaspiske Hav og Østeuropa

Teen kom til dette område via gamle handelsruter og var i første omgang en luksusvare, som blev bragt vestpå til Rusland, Tyrkiet, Persien (vore dages Iran), Kirgistan, Turkmenistan og Usbekistan af mongolerne. Sidst i 1800-tallet fik man dog teen til at gro i områderne mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav, herunder i vore dages Rusland, Aserbajdsjan og Georgien, der alle producerer sort te til det hjemlige marked. Store plantager i Georgien under sovjettiden gjorde USSR til den 5. største te-producent i verden. Fagfolk kom endda fra Kina med deres viden, for at hjælpe med at anlægge dem. Mange af plantagerne er i dag forladte og tilgroede. Russisk tekultur spredte sig vestpå under USSR helt til Polen og Baltikum. Te fra dette område drikkes typisk af en samovar, og kaldes zavarka. Det laves fra et stærkt koncentrat, der fortyndes efter den enkeltes behov. Ofte tilsættes citron. Te på denne facon kaldes Russisk Te. Te i ”russisk stil” er noget andet, nemlig sorte kinesiske teer, ofte aromatiserede, som var populære ved det russiske hof i slutningen af 1800-tallet.

Sri Lanka

Den første te blev produceret i Kandy af briten James Taylor i 1867 for at levere te til englænderne. Østaten syd for Indien producerer i det store hele mest sort te, derudover en smule grøn og hvid te, og er verdens fjerde største producent. CTC (Cut Tear Curl) blev introduceret I 1990erne, men 90% produceres stadig efter traditionelle metoder. 95% af teen eksporteres til udlandet. Selvom tallene viser et større forbrug af te blandt indbyggerne, så er der ingen særligt betydningsfulde te-traditioner i landet. Dog serveres te altid til gæster, ved festivaler og deslige. Kaffe har i lang tid været populært, men te oplever en stigning i popularitet, ligesom de fleste steder i verden. Te fra Sri Lanka kendetegnes snarere ved højde end lokalitet, og klassificeres som low-mid- eller high grown. De 6 mest kendte produktionssteder er Galle, Ratnapura, Kandy, Nuwara Eliya, Dimbula og Uva.

Sydamerika

Landene i Sydamerika gør intet for forsøg på at lave ”finere” te som i Asien. Det meste af produktionen går til teposer og amerikansk iste. Argentina er den absolut største producent og også den 9. største i verden. De fleste forbinder Argentina og Brasilien med planten yerba maté og drikken maté, som drikkes af en rund kop af et metalsugerør.  Dette er dog ikke te, men en urtedrik. Andre lande, der dyrker te i begrænset omfang er Peru, Equador, Bolivia, Brasilien, Guatemala, El Salvador, Panama og Colombia. Chile er storforbruger af te efter engelsk forbillede.

Sydkorea

Siden slutningen af 2. Verdenskrig, er tekultur begyndt at fylde meget i den koreanske nationale bevidsthed, selvom der i realiteten ikke dyrkes store mængder. Det meste forbruges af koreanerne selv, er temmelig dyrt og af høj kvalitet. Ofte laves ceremonier ved særlige lejligheder, hvor man serverer små kager presset i former, så de ligner blomster og andre poetiske ting. Med undtagelse af den sorte te Jukro, laves der kun grøn te, der høstes i foråret, og der er kun ganske få typer. Jeoncha er ristet grøn te, der minder meget om japansk sencha. Woojeon er en anden delikat te, mens sejak er en mere almindelig te bestående af en knop og to blade. Der er tre regioner, der alle ligger i den sydlige del af landet: Provinsen Syd-Gyeongsang, -især omkring byen Hadong, distriktet Boseong i vest samt i særdeleshed vulkanøen Jeju. I Nordkorea er det antageligt kun ganske få i hovedstaden Pyongyang, der drikker te, da de fleste ikke har råd til det.

Sydøstasien

Indonesien påbegyndte sin teproduktion i 1700-tallet, og blev introduceret til te gennem hollændernes kolonitid i landet. De er i dag den 7. største producent.  Te blev dog aldrig så populært blandt de lokale som i andre lande i regionen. Det meste af Indonesiens te, der primært er sort (og en smule grøn te) blev eksporteret og bruges i blandinger sammen med andre teer.

Papua Ny Guinea dyrker te i det vestlige højland i en højde mellem 1200-1950 meter over havets overflade. Te blev indført som et eksperiment i provinsen Morobe i 1950, og den første te (som var sort) blev eksporteret i 1963. Man forsøgte at få små-bønder til at adoptere afgrøden, men de foretrak at dyrke kaffe, som er en mindre intensiv at dyrke (plukke). De fleste plantager var derfor af den større slags ejet af udlændinge. Interessen for at dyrke te er faldet lige siden på grund af faldende priser, blandt andet fordi der er en større efterspørgsel på grøn te. En smule af teen drikkes af de lokale, det meste eksporteres til Rusland.

I Malaysia, især på vestkysten bor en stor andel etniske kinesere, som gennem århundreder er immigreret fra Kina. Det samme gælder for Singapore. Begge steder er gong fu-bryggemetoden meget populær, og der findes mange tehuse, hvor folk spenderer mange timer og dyrker deres kinesiske kulturelle identitet. Som i Hong Kong er der her også tradition for at spise dim sum, og til dette drikkes store mængder te. Især puerh er de seneste år vokset i popularitet. Efter sigende neutraliserer det effekten af den ellers fedtede dim sum. Malajer og indere drikker en særlig te kaldet teh tarik, en sort te med kondenseret mælk, som gøres luftig ved at hælde den fra kop til kop mange gange. Teh tarik er Malaysias nationaldrik.

I Thailand drikker manden på gaden selvfølgelig Thai-te. Denne består af en sort te med anis og ofte andre krydderier. Thaier kan godt lide kraftige farver, og anvender ofte også gul-orange madfarve i teen. Tedyrkning blev introduceret i Mae Salong regionen i 1980erne af det kinesiske mindretal, som ofte er årsag til udbredelse af tekultur af mindre ”hverdags-agtig karakter” i mange sydøstasiatiske lande. Kultivarerne (typen af teplante) samt metoder til produktion og forarbejdning er fra Taiwan. I dag produceres oolong af fin kvalitet i det nordlige Thailand.

Myanmar (tidligere Burma) producerer efterhånden også rigtig meget te (måske i top ti) på trods af en nylig kontrovers om brug af farvestof i teen. Mange nye te-bønder er dog begyndt at dyrke te efter mere økologiske principper. Det meste af landets te dyrkes i Shan-staten, der grænser op til Kina. Nogle mener, at te oprindeligt kommer fra Myanmar i grænseområdet mellem Laos, Kina og Myanmar. Te gror her vildt i form af træer, som har været anvendt i århundreder. Te dyrkes nu også i det bjergrige nord og øst, hvor metoderne minder meget om dem, man bruger i Yunnan (Kina). Det meste af teen er grøn.

I den nordlige del af Laos ved grænsen til Kina har man produceret te i århundreder, og te har været brugt blandt de etniske minoriteter i området. Mange kinesere driver i dag te-forretning over grænsen, da Laos har lavere lønninger end Kina. I den sydlige del er kaffebønder begyndt at dyrke te mellem deres kaffebuske for at supplere deres indkomst.

Taiwan

Taiwanere drikker faktisk det meste af deres egen produktion, der for det meste består af oolong. Der dyrkes derudover grøn te og en anelse sort. Taiwan producerer omkring 20% af verdens te, og blev udviklet som et alternativ til indisk (dengang britisk) sort te af skotten John Dodd. Siden 1991 har Taiwan været importør af te fra fastlandet (Kina). En del af denne te går til at lave den populære bubble tea. Jasminte er også populært på restauranter, og de senere år har man tillige opdaget puerh.

Den oolongte man dyrker, kan inddeles i 3 kategorier: Bao Zhong/Pouchong, som er en meget let oxideret te; den perleformede og endnu mere oxiderede oolong, såsom Dong Ding, Jin Xuan og Gao Shan samt den berømte Bai Hao/Dongfang Meiren – også kendt som Eastern Beauty – der er kraftigt oxideret, men ikke ristet. Sidstnævnte får sin særlige honningagtige smag, fordi små insekter får lov at bide af tebuskens blade.

Te er en integreret del af livet i Taiwan. Alle hjem og arbejdspladser har et te-bord. Gong Fu Cha er den metode, de fleste benytter sig af. Det er også i Taiwan, at man i 70erne opfandt den cylindriske duft-kop. Taiwans har ideelle forhold for tedyrkning. Der er bjerge og et lunt og fugtigt klima. De største områder for teproduktion er Nantou Distriktet (Dong Ding Oolong), Taipei Distriktet (grøn te og Bao Zhong/Pouchong), Hsin Zhu Distriktet (Oriental Beauty og 60% oxideret oolong) samt Chia Yi Distriktet (især højlands-te fra bjerget Ali Shan).

Tyrkiet og Balkan

Tyrkiet er ca. den 6. Største producent af te i verden, og laver primært (udover tisanes) sort te kaldet çay. Tyrkerne har et af verdens største årlige forbrug af te pr. indbygger. Man drak te i det Osmanniske Rige (1400-tallet), før man selv begyndte at dyrke det i 1920erne med frø fra USSR. Næsten al teen produceres inden for et lille område nær byen Rize i NØ (ved Sortehavet), og kaldes derfor ofte Rize-te. Det fugtige klima, topografien og beliggenheden tæt på Sortehavet er mildt og derfor favorabelt.

Mange kender tyrkisk kaffe, men tyrkisk te er lige så populært i landet, især i hjemmet, butikker og der hvor mænd forsamles. Efter Første Verdenskrig blev folk opfordret af landsfaderen Atatürk til at drikke te, der kunne dyrkes lokalt, på grund af mangel på kaffe og en høj pris. Tyrkisk te bliver traditionelt brygget i en samovar-lignende kande kaldet çaydanlık (en lille kande med te-bladene i ovenpå en større kande, som vandet koges i), hvilket giver en stærk bryg, der derefter fortyndes efter behov og tilsættes sukker. Ved serveringen, der foregår i små tulipan-formede glas, kan man selv vælge stærk (også kaldet ”kanin-blod”) eller let. Landet beskytter sig mod import af udenlandsk te, så alle køber det lokale. Kun en smule eksporteres. Tyrkisk tekultur har bredt sig til det nærliggende Balkan og Cypern. Montenegro dyrker også selv lidt te.

UK og øvrige Europa

Internt i Europa er traditionerne omkring temmelig ens og varierer fra at være livsnerve til ubetydeligt. Dog er der generelt en stigning i efterspørgslen disse år, især efter te af høj kvalitet og te, der anses for sundt.  I Frankrig drikker man te om eftermiddagen især på tesaloner, og serveres med små kager. Især asiatiske grønne teer og frugtte er populært. Irlænderne indtager andenpladsen i verden over tedrikning per indbygger, og drikker te som i England, dog foretrækkes en kraftigere og mere krydret sort te.  I Skotland eksperimenterer man lige nu med at oprette nogle af de nordligste teplantager i verden. Portugiserne var de første til at bringe teen til Europa og dyrker i dag selv te på øgruppen Azorerne. For friserne i den nordøstlige del af Tyskland er te meget vigtigt og indtages med en sukkerknald i bunden, kraftigere te i midten og fløde på toppen. Det er vigtigt for dem ikke at blande ingredienserne. Grækenland har en produktion af grøn Gunpowder, lavet i bjergene nord for Athen samt lidt på Kreta. Tekulturen i Skandinavien er tæt på ikke-eksisterende, men der er en stigende interesse i disse år, som hænger sammen med med en nyere interesse for gourmet-mad og sundhed.

Te i England og til dels også Commonwealth-landene er et kapitel for sig. Englænderne drikker formentlig mest te af alle. Te i England blev populært i 1800-tallet, da subkontinentet var en del af det britiske rige. Før det (1660erne og 70erne) var det blevet introduceret til overklassen gennem portugisiske Catherine of Breganza, hustru til Charles ll. Senere spredte det sig til hele samfundet og der blev afholdt te-dansanter og oprettet te-parker. Interessen for dette svandt efter 2. Verdenskrig, hvor andre former for underholdning vandt indpas. I dag kender de fleste til institutionen afternoon tea, hvor der serveres te med kage, sandwich og scones fra kl. 16.00. Te i form af high tea er derimod et aftensmåltid som serveres med en kraftig te (ofte også såkaldet builder’s tea), som arbejderklassen kunne styrke sig på efter en lang dag. Te drikkes med mælk og sukker. ”Tea” er også blevet et synonym for at holde pause. Te var årsag til Opiumskrigen (1839-52) mellem Kina og England, hvor England forsøgte at sælge opium til Kina, med henblik på at tjene penge til at kunne købe te.

USA

Te har indskrevet sig i historien på mange måder. Den amerikanske frihedskrig startede med Boston Tea Party i 1773, hvor en gruppe amerikanere protesterede mod det britiske imperiums skatter ved at kaste 342 kasser te i havnen i Boston. Mange gik derefter over til urtete. I dag drikkes det meste te som iste (85%), gerne i form af instant tea som for eksempel Nestea var de første til at lave, og som kom på markedet i 1946.  Indtil 1971 udøvede Kina forbud mod at sælge grøn og gul te til USA, så dette var slet ikke at få. Det meste te der drikkes er sort og kommer fra Sri Lanka, Argentina, Indonesien, Kenya og Malawi. Små mængder te produceres i dag i Charleston (South Carolina), Burlington (Washington) og på Hawaii. Amerikaneren Thomas Sullivan opfandt i øvrigt teposen i 1908 i forbindelse med at nogle kunder ved en fejl brugte te-prøver i små silkeposer til at brygge på.

Vietnam

Vietnam er verdens 5. Største producent af te. Produktionen påbegyndtes i 1880, da franske koloniherrer udviklede den første plantage. Inden 50 år blev landet eksportør af te til Europa og Afrika. Under Vietnam-krigen var der stilstand I produktionen, som dog blev genoptaget i 1980erne med fornyet entusiasme. Vietnam har både store plantager med moderne teknologi samt små te-haver. Omkring 60% er sort CTC-te, 35% er grøn og 5% er te såsom jasmin (trà lài) eller den særlige lokale variant af blomster-te, nemlig lotus (trà sen), hvor grøn te lægges sammen med og tager smag af lotusblomster.  Vietnam har også en særlig te såsom Shan Tuyet, en te der kommer fra særlige lokale og sjældne træer.

Vietnameserne selv foretrækker grøn te og blomster-te, eller tisanes såsom artiskok. Ganske få drikker hvid te. I Hanoi var der især engang tradition for at drikke te-buskens blomster-knopper (Chè nụ). Tedrikining var tidligere mest for ældre personer og folk der dyrkede noble sysler som poesi og blomster-kunst, men er i dag vidt udbredt. Mange kan godt lide en lidt krads grøn te og lader den derfor brygge i længere tid og bruger relativt mange blade. Vietnam er også en stor producent af kaffe. På caféer får man altid serveret en kop te (Chè eller trà) til sin kaffe til at skylle den ned med. Nogle folk blander endda teen ned i kaffen. Iste (tra da) er også meget populært om sommeren. På landet plukker man en rustik buket af de friske blade og koger dem efter man eventuelt har ristet dem en smule.