Nyheder

Med Growers Cup har termen te-pose fået en ny betydning.

By 29. maj 2015 marts 27th, 2019 No Comments

Princippet er enkelt. Fyld vand i posen, vent, og hæld derefter den færdigbryggede drik direkte ned i din kop. Ingen tykmavede tekander og ingen opvask, – perfekt til outdoor-folket, festivalgæster, helsekostbranchen, hoteller og i stigende grad efterspurgt af især yngre mennesker. ”The teapot of tomorrow” kalder Growers Cup selv deres produkt, der er en innovativ blanding af dansk design og høj fødevarekvalitet.

Ideen bag Growers Cup startede for 12 år siden, og er oprindeligt ansporet af kaffetørst. Administrende direktør og idémand Ulrik Skovgaard Rasmussen var en dag løbet tør for kaffefiltre. I køkkenet lå en tepose, og denne inspirerede ham til at lave en kaffepose med indbygget filter. Idéen kom på tegnebrættet, men der skulle dog gå en del år, før han stod med et brugbart produkt i hænderne.

Growers Cup er i dag en virksomhed i vækst, og sælger i dag ”pose-kander” med både kaffe og te. Det er først indenfor det sidste års tid, at man også valgte også at medtage te i sortimentet. Flere og flere mennesker drikker te, så det var kun naturligt også at begynde at interessere sig for denne drik, siger Christoffer Nielsen, salgschef for Danmark. Teprodukterne udskiftes løbende, og om ikke så længe vil der for første gang være økologisk te at finde i udvalget.

Growers Cup, hvis investor er Bagger- Søren Group (kendt for at stå bag tyggegummimærket Dandy) sælger deres produkter gennem butikker i både Skandinavien, England, Holland, Frankrig, USA, Sydafrika, Tjekkiet og te-bevidste lande som Japan og Korea. Selve hovedkontoret ligger i Middelfart, hvor man også har kafferisteri og pakkeri.

Hovedidéen bag konceptet er convenience. Poserne kan medbringes alle steder og kræver ikke så meget at håndtere. Posen er lavet på en måde, så tebladene kan bevæge sig frit under brygningen, samtidig med at de holdes tilbage, når man hælder bryggen ud. Teen udmærker sig ved at bestå af hele blade af høj kvalitet. Poserne, der er lavet af miljø-venligt materiale, er undersøgt for phthalater (en kemisk blødgører i plastprodukter), så man behøver ikke have nogen betænkeligheder i den retning.

Lige nu findes pose-kanderne i flere variater, herunder med både ren Darjeeling te (”teens champagne”), sort te med kvæde, grøn zhuchá-te (gunpowder) med mynte og rene urteblandinger såsom rooibos og tisane med ingefær og ananas. Urteblandingerne er signaturprodukter, idet de – i samarbejde med tesmagere hos leverandørerne i Hamborg- er blandet udelukkende til Growers Cup. Der er således lavet blandinger som er direkte rettet mod den nordiske smag, hvori der indgår ingredienser som havtorn og lakrids, mens den sorte kvæde-te er nødvendig for at stille engelske forbrugere tilfredse. Sortimentet vokser hele tiden. I den nærmeste fremtid vil der således være mange flere te-typer at finde, og i alle de farver vi kender.

Hvad enten det gælder kaffe eller te, så går Growers Cup meget op i smag. Navnet ”Grower” henviser til kaffebonden/plantageejeren selv, og drikken skal således afspejle den sans for kvalitet en der dagligt arbejder med råvarerne selv har. På hjemmesiden growerscup.com kan man under de enkelte teer se vurderingen af teerne i forhold til smagsintensitet, krop og syrlighed.

growerscup